Interim, Projekt, Freelance.
Er du i tvivl om begreberne?

Freelance, interim eller tidsbegrænset ansættelse. Der er jo ikke ligefrem mangel på begreber i erhvervslivet - og mange overlapper hinanden. Det gør det bare ekstra vigtigt, at man har styr på dem, så man taler samme sprog - og kender den tilhørende lovgivning.

Interim
Begrebet interim kommer fra latin og betyder midlertidig. Det bruges især, når man står og mangler en medarbejder, der kan dække et pludseligt opstået behov. Begrebet er især knyttet til ledelsesfunktioner, som er opstået uventet - fx i forbindelse med sygdom eller opsigelse. Interim-management, interim-konsulenter og interim-assistance er benyttede betegnelser i den forbindelse. Ved midlertidig assistance udført af timelønnede bruges dog fortsat begrebet ”vikarer”. Interim-medarbejderen kan være en tilknyttet freelance-konsulent eller en ekspert, der er ansat for en tidsbegrænset periode.

Projekt

Et projekt er i reglen en planlagt aktivitet, hvor man skal løse en opgave, man ikke har løst tidligere og ikke kommer til at arbejde med igen. Det kan fx være et IT-projekt, digitalisering af en arbejdsproces, etablering af en udlandsafdeling eller noget helt fjerde. Projektet får tilknyttet et team af medarbejdere - og teamet opløses igen, når projektet er tilendebragt. Målet ligger i reglen fast, men metoder og proces kan blive udformet og tilpasset undervejs. Teamet kan bemandes af egne medarbejdere, men der tilknyttes ofte en ekstern ekspert med specielle kompetencer på det pågældende område. Den eksterne ekspert kan ansættes for en tidsbegrænset periode eller man kan hyre en freelance konsulent.

 

Freelance eller tidsbegrænset ansættelse

Her kommer den store forskel. Selv om der i dagligdagen ikke vil opleves en forskel i forhold til de fastansatte kollegaer, så er der meget stor forskel på den underliggende jura, om man er freelance eller tidsbegrænset ansat. Lovgivningen skal sikre, at tidsbegrænset ansættelse ikke er en omgåelse af funktionærlovens bestemmelser om opsigelse m.v. Det er i den forbindelse en udbredt misforståelse, at man kan forlænge op til tre gange uden at få problemer med lovgivningen. En tidsbegrænset ansættelse er netop tidsbegrænset og ikke et rullende fænomen. Alligevel kan en tidsbegrænset ansættelse dog forlænges, men det skal ske ud fra objektive kriterier i forhold til projektets fremdrift - fx at det har trukket ud med en godkendelse fra en myndighed, at en nøgleleverance er forsinket osv. Men man kommer hurtigt ud i gråzoner, hvor domstolenes tolkning vil blive afgørende. Det har mange virksomheder måttet sande med store erstatninger til følge.

Så er reglerne mere klare, når der er tale om brug af freelancere. For her er der i realiteten tale om aftale mellem to virksomheder - kunden og freelanceren. Dvs. man kan frit aftale opsigelsesvarsel og timepris. Freelanceren er selvstændig og skal selv afholde omkostninger til ferie, sygdom, pension m.v. Han er også selv ansvarlig for kvaliteten af det arbejde, som leveres til kunden. Engagementet kan frit forlænges og ophæves efter fælles aftale - derfor vil brug af freelancere juridisk være både nemmere og mere sikkert end tidsbegrænsede ansættelser. 

Alligevel kan man komme i uføre, hvis et engagement med en freelancer får karakter af et ansættelsesforhold - fx hvis reglerne om arbejdsinstruks og kontrol af arbejdet taler for, at der er tale om et maskeret ansættelsesforhold. De bekymringer slipper du helt for, hvis du lejer en freelancer gennem Professionals. Kontakt os gerne på professionals.dk for at høre om mulighederne for din virksomhed.